I 1775 udgav den tyske læge og filosof Melchior Adam Weikard den lægefaglige bog Der Philosophische Arzt (den filosofiske læge). Heri kunne man finde et lille undseeligt kapitel med overskriften  “Mangel der Aufmerksamkeit, Attentio Volubilis”, altså den mangelfulde opmærksomhed. Kapitlet menes at være den første lægefaglige kilde, der dokumenterer observationer af ADHD-lignende symptomer.

“Den, der har mangelfuld opmærksomhed, er generelt skødesløs, letsindig, flygtig og udsvævende. (...) Sådanne mennesker hører kun alt halvvejs; de husker eller videregiver det også kun halvt eller uordentligt. De ved generelt, som man siger; lidt af hvert og slet ingenting.” 

Få år efter Weikards observationer, skrev den skotske læge Sir Alexander Crichton i 1798, kapitlet On attention, and it's diseases om en patientgruppe, som var kendetegnet ved, at de nemt blev distraherede og ikke kunne holde fokus på deres aktiviteter, sådan som andre mennesker kunne. 

“In this disease of attention, (...) every impression seems to agitate the person, and gives him or her an unnatural degree of mental restlessness. People walking up and down the room, a slight noise in the same, the moving of a table, the shutting a door suddenly, a slight excess of heat or of cold, too much light, or too little light, all destroy constant attention in such patients, inasmuch as it is easily excited by every impression.”

Det var sidstnævnte, altså børnenes gode begavelse, han fandt særligt interessant. For hvis ikke de var imbicile, syge eller svært hjerneskadede, hvorfor kunne de så ikke styre sig?

Sir Still gennemgik 20 cases med ustyrlige børn, hvoraf 5 var piger og 15 var drenge. En stor del af beskrivelserne lød unægteligt som rene adfærdsforstyrrelser; det var børn, der stjal, løj, begik vold, mishandlede dyr og blev smidt ud af den ene skole efter den anden. Andre lød blot impulsive og uden omtanke. Fælles for dem alle var, at de var letantændelige på grund af en "ekstrem grad af stærke følelser" og tilbøjelighed til raserianfald. For nogle af børnenes vedkommende, var der desuden noget påfaldende ved deres opmærksomhed:

“I would point out that a notable feature in many of these cases of moral defect without general impairment of intellect is a quite abnormal incapacity for sustained attention. Both parents and school teachers have specially noted this feature in some of my cases as something unsual. (...) [One] boy would often put his boot on the wrong foot apparently without noticing it. Another boy, aged six years, with marked moral defect was unable to keep his attention even to a game for more than a very short time, and, as might be expected, the failure of attention was very noticable at school...”

Sir Still gjorde sig mange tanker om, hvordan intellektet var forbundet til bevidstheden, den fri vilje, den gode opførsel og opmærksomhedensstyringen hos disse børn, omend han ikke nåede til nogen endelig konklusion. Men han havde sandsynligvis fat i det, som vi i dag kalder de eksekutive funktioner. Still afsluttede sin sidste forelæsning med at konstatere, at han blot havde kradset i overfladen af hvad, der forekom ham at være et yderst vanskeligt og komplekst emne. Han fik ret.    

I 1932 navngav de tyske læger Franz Kramer og Hans Pollnow lidelsen hyperkinetisk forstyrrelse i barndommen, som blev forløberen til det vi i dag kender som ADHD. Mens Dr. Weikard, Sir Crichton og Sir Still fremhævede den forstyrrede opmærksomhed i deres beskrivelser, havde Dr. Kramer og Dr. Pollnow fokus på hyperaktivitet, som det bærende symptom. Børnene syntes at være drevet til impulsiv og formålsløs motorisk bevægelse, og de protesterede, når de blev forhindrede i det, forklarede Dr. Kramer og Dr. Pollnow. 

“(...) it becomes evident at a very early period of life, and has a very bad effect, inasmuch as it renders him incapable of attending with constancy to any one object of education.”

Sir Crichton beskrev levende den afledelighed, sensoriske sensitivitet og “unaturlige grad af mental rastløshed”, som han fandt hos mennesker med denne såkaldte disease of attention:

“These children cannot stay still for a second, run up and down the room (...), climb about preferring high furniture in particular (...) These children switch the light on and off, move chairs around the room, climb the table, the cupboard or the windowsill, jump around in their beds, turn keys in the keyhole, rip paper, go round in circles, throw objects out of the window, or beat their toys rhythmically on the floor without any purpose”

Dr. Kramer og Dr. Pollnow observerede endvidere, at børnene havde svært ved at færdiggøre de opgaver, de var gået i gang med, ikke svarede, når de blev stillet et spørgsmål og var ude af stand til at koncentrere sig om svære opgaver. I skolen skabte de uro og forstyrrede timerne, havde ofte svært ved at lege fredeligt med de andre børn og var generelt upopulære. 

Ligesom Sir Still, beskrev Dr. Kramer og Dr. Pollnow også observationer af hyppige raserianfald, aggressivitet eller voldsom gråd over ubetydeligheder.

Med Dr. Kramer og Dr. Pollnows beskrivelser af børn med hyperkinetisk forstyrrelse, møder vi for første gang en symptombeskrivelse, som faktisk svarer nogenlunde til diagnosekriterierne for ADHD.

De første brikker er lagt.